Magnus drømmehus

Magnus drømmehus

Børn i alle aldre spiller. De spiller ipad, computer, playstation og masser af andre spillemaskiner. Ofte står vi som voksne, hvad enten vi er forældre, pædagoger eller lærere og tænker: “nu må det vist snart være nok med det spilleri!” Vi bekymrer os om, hvorvidt børnene tager skade af at spille, om de bliver asociale, idéforladte eller passive. I min pædagogiske praksis har jeg ofte stået med et massivt pres fra børn, der ønsker at spille deres yndlingsspil og med et ønske om, at kunne forbedre det sociale sammenspil i gruppen. Det har virket som om, at disse to ønsker var direkte modpoler. Det er dog gået op for mig, blandt andet gennem erfaring med spillet Minecraft at disse to ønsker i virkeligheden er stærkt forenelige.

Minecraft er et spil der spilles af 18 millioner mennesker over hele kloden, både voksne og børn. Det er kort fortalt en avanceret form for lego, hvor man aldrig løber tør for plads eller klodser. Børn og unge fascineres af den frihed, de oplever i spillet og de opbygger i fællesskab de mest fantastiske verdener. Ved at sætte en Minecraftserver op på skolen åbner man for den mulighed, at børnene kan spille med hinanden i den samme verden. Her kan de kan mødes, for at samarbejde eller modarbejde hinanden. Som far og lærer har jeg oplevet at fredelig sameksistens ikke altid, er en selvfølge. Af og til er der nogen, der driller de andre i spillet, ødelægger noget andre har bygget eller bygger oven på andres kreationer. Da børnene lever sig meget ind i spillet, kan de tage disse hændelser meget ilde op. Jeg har oplevet heftige skænderier over noget, som jeg i første omgang opfattede, som banaliteter. Men da jeg talte med børnene om deres oplevelser i spillet, gik det op for mig, at børnene ikke skelnede mellem grænseoverskridende adfærd i virkeligheden og den de oplevede i spillet. Dog var der den forskel, at skader i spillet relativt let kunne repareres og at den grænseoverskridende adfærd ikke krænkede helt så dybt i spillet som i virkeligheden. Dette åbnede for mig muligheden for, at kunne tale om problemer fra børnenes dagligdag, gennem hændelser som opstod i spillet. Her oplevede jeg, at børnene kunne forholde sig langt mere konstruktivt til skabelsen af fælles forståelse og fælles regler, end de normalt er i stand til under konflikter i dagligdagen..

Jeg ser i dag Minecraft som en unik mulighed for at facilitere samtalen om det gode fællesskab!

Som forældre, pædagog eller lærer kan man måske stå med en overvældende følelse af at være sat af i forhold til at spille computerspil som Minecraft, men man skal ikke være eksperten, man skal turde at lade børnene være eksperterne på spillet, og så skal man bruge sine kræfter på, at sætter rammerne for spil, opgaver, tid, rum og den efterfølgende dialog.

Hvis du/I har fået lyst til at vide mere om de pædagogiske muligheder i Minecraft, så udfyld kontaktformularen her på sitet.

Indretningsarkitekt Linnea

Indretningsarkitekt Linnea